Aktivitet 3: "Pædagogens opgaver i kulturmødet/løsningsmodeller"

1. Hvordan kan pædagogen forholde sig professionelt i kulturmødet med f.eks. forældre af anden etnisk baggrund? (eller andre kulturmøder)?

Man skal være åben i kropssproget. Her er det vigtigt, at man har et inviterende sprog, ikke afvisende (fx arme krydset over brystet). Der skal gives plads til modparten for at formulere sig, det nytter ikke at afslutte sætninger og ord for ham/hende, det giver pres. Derudover gælder der de samme (generelle) regler for kommunikation [1]:

-   Alle børn, unge og forældre har krav pa at blive mødt med positive forventninger

-       Vi er alle præget af vores baggrund og opvækstvilkår – men vi er ikke bare reproduktioner af vores ophav – vi har valgt til og fra undervejs

-       Stereotypier om „den anden“ er naturlige, men en professionel tilgang til andre mennesker kræver, at man så vidt muligt bevarer et åbent sind

-       Pædagogisk arbejde kræver empati og kommunikation: lyt og lær!

”Under indflydelse af pædagogisk teori og praksis fra Reggio Emilia lægger personalet på Stella Nova (både førskolelærere og medhjælpere) hverken vægt på gruppens mangfoldighed – hvilke lande, børnene kommer fra – eller på, hvad børnene mangler. I stedet betragtes alle, børn såvel som voksne, som forskellige, enestående og betydningsfulde, og vægten lægges på, hvad børnene kan”[2]. Som professionel er udsagnet fra en førskolelærer i en Reggio Emilia-børnehave et forbillede på et menneskesyn, der giver en grundlæggende indstilling til, hvordan vi mener at vi som pædagoger bør møde to-sprogede børn i vores arbejde.

Som pædagoger skal vi synliggøre vores mål, det er vores faglige opgave at oplyse forældrene, hvor vi vil se deres børn i 3-4 år og hvordan de kan hjælpe os at nå det mål. Det er vigtigt at opnå det nødvendige viden omkring den etniske baggrund, deres kultur og traditioner, til at komme ind på de forældre og initiere en sammenarbejde, for at undgå misforståelser. Der skal udsendes klare signaler, at kommunikation mellem institution og forældre altid er muligt. ”Kort sagt: Hvis bare man accepterer, at der er grundlag for misforståelser, og at det ikke er nogens skyld, så er der gode muligheder for at opløse det kulturelle konfliktstof og få aktiveret de faglige kompetencer, der naturligvis bør være udgangspunkt for alt pædagogisk arbejde.”[3] 

2. Hvilke tiltag ud over sprog kunne man planlægge for at overvinde kulturmødekonflikter?

Det er vigtigt, at alle i en gruppe føler sig som del af denne. Her er det hensynsmæssig at tage hensyn til dem, der ikke kender til reglerne. Derfor er det vigtigt at vide hvilken kulturel, baggrund forældrene har. Man skal være obs. på, at alle er med. Er der nogen, der har problemer med sproget, er det måske nødvendigt at tage lidt ekstra tid bagefter for at mødes på et ligeværdigt plan og forklare gensidigt.

Inspireret af praksisfortælling i Artikel i Bupl, 12, maj 2007, s. 22,”Børn i Europa” Kunne man helt konkret ved barnets børnehavestart arrangere hjemmebesøg hos familierne. Dette fordi, at familien formodes mere trygge på hjemmebane. Vi kan herved udligne en på forhånd givet asymmetrisk magtpositionering i og med, at det er os der kommer på ”fremmed grund”. Formålet med besøget må være at stille sig åbent og lyttende, for derigennem at få skabt en relation der kan være bærende for et kultur-udvekslende samarbejde. Ideelt ville det være, hvis der kunne tildeles familierne kontakt-pædagoger. Således at der gennem en personificeret relation udvikles en generel relation til hele institutionen og dermed en relation og lyst til et videre samarbejde med tillid til institutions-, skole-, uddannelses- og erhvervs-miljø.

Samtidligt kunne man forklare hvordan tro og religion bliver mødt i Danmark. Det kunne for eksempel ske igennem tolk eller gennem en gensidig beskrivelse af de forskellige kulturers hverdag.

3. Hvilke kommunikative redskaber kan anvendes i kulturmødet(ud over sprog og skriftlighed)?

”Hvis man vil undgå, at kulturen stiller sig i vejen for en professionel tilgang til arbejdet med de etniske minoriteter, må man aktivt gå ind i en dialog, der tager udgangspunkt i, at der er [individuelle] mennesker, man arbejder med – ikke kulturrepræsentanter.”[4]

For at kunne kommunikere i kulturmøder, kunne man bruge medier til understøttelse. Her er det vigtigt, at man igennem disse ikke træder ”de andre” over fødderne. Derudover kan man indbyde til at forældrene overværer nogle aktiviteter som tilskuere, for at se, hvad det er der sker i institutionen, mens de er væk. Så får de mulighed at snakke med deres børn om det.

Konkret i hverdagen kunne der anvendes skærme med powerpoints eller stop-motion, der viser begreber billedligt og benævner dem på de gældende sprog. Mere lav-teknologisk kan dette også arrangeres med billeder, papir og tuscher. Endvidere kan barnet og forældrene opfordres til at medbringe musik eller genstande der fortæller om  hvem de er – det kan inkluderes i forløb, hvor alle børn arbejder med at skabe fortællinger om sig selv og sin familie.

4. Kan det være væsentligt, at vide noget om det enkelte (etniske)barns forhold i familien (lige som I ofte ville vide noget om det danske barns vilkår i hjemmet)? F.eks. oprindelsesland, sprog, religion, uddannelse, job? Hvorfor?

Som spørgsmålet indikerer, er det lige så vigtigt for det etniske barn som for det danske, at der er en nysgerrighed på barnet således, at der en viden om barnets forhold der ikke nødvendigvis er problematiske men som en forståelsesramme af barnet.

Det er pædagogens opgave at vise de forskellige kulturer, ikke kun for det barn med etnisk minoritetsbaggrund men for alle børn, som derigennem får et indtryk af andre kulturer. Det kan ske pædagogisk fagligt igennem et landkort, forskellige sprog eller/og forskellige religioner, der forklares i børnehøjde.

5. Skolebarnet med anden etniske baggrund: Hvilke overvejelser ville I gør jer i f.eks. SFO’en i forhold til dette barn?

Fra politisk side er det pålagt institutionen at varetage barnets sproglige integration (folkeskolelovens § 4 a), men hvad angår netop den sociale integration og hermed inklusion i fællesskabet, er op til den enkelte institution at forvalte – Derfor må det formodes, at der tværfagligt arbejdes på den sproglige integration. Men da det særligt i SFO-regi er sociale relationer der bør vægtes, er det overvejelser om inklusions-pædagogik der må være primære.

6. Kan vi med viden om kulturmødet nedbryde den negative sociale arv?

Vi har tit fornemmelsen, at folk med anden etnisk baggrund bliver sat lige med social udsatte. At man kan nedbryde den negative sociale arv med viden er umuligt – der skal kobles handling på. Det ene har jo intet med det andet at gøre. Og det ligger i menneskes natur, at der kan være store skel mellem viden og den tilkoblede handling… men uden viden og indsigt opnår vi overhovedet intet. Og det vil i hvert fald gavne, at man videregiver denne viden, for at modgå (negative) fordomme i dette felt.

Den negative sociale arv er en kompleks sammensætning af mange faktorer, men med større viden på dette felt, vil vi vide mere om, hvad der skal søges mere viden om for at kunne handle på den viden vi har. I dette sammenhæng må man ikke glemme den politiske vilje i at integrere denne befolkningsgruppe. Det handler om accept og tolerance i samfundet og et ”ja” til en anden kultur. 

7. Hvordan kan vi arbejdet med kulturmødet – giv eksempler?

Vi bliver nød til at forholde os hensigtsmæssigt til omgivelserne. Det nytter ikke at presse forældre ind i samtaler, når de er på vej ind i institutionen. Det er vigtigt at give dem tid til at ”komme indenfor” og se, hvad det drejer sig om. Derudover er det vigtigt ikke at overfalde ”de andre” med regler og henvisninger (til fx fejl), men at tage det hele stille og rolig hen ad vejen. Mange ting vil nok løses af sig selv, grove ting må man henvise venligt til. Men altid med bevidsthed om, at det er en læreproces der tager tid.

8. Skal en institution kun fejre de danske traditioner – hvordan/eller skal der inkluderes f.eks. muslimske traditioner?

For netop at videregive bolandets sociale kultur er det nok hensigtsmæssigt at fejre landets traditioner. Men for at videregive viden om kulturer og kulturmøder, så børnene kan danne interkulturelle kompetencer er det i hvert fald vigtigt at tage de andre landes vigtigste traditionsdage med. De behøves ikke at være i form af fest, men her ville det være en mulighed at få forældrene med ind i aktiviteten. Det er dem, der er bedst til at formidle deres kultur. Man kunne fx lave maddage, fortælleaktiviteter, læse eventyr fra forskellige lande, mm.

9. Hvilke love – regler findes i forhold til emnet?

·      Grundloven

·      Serviceloven

·      Dagtilbudsloven

·      FNs børnekonventioner

---

[1] Gunna F. Hansen, ”Kulturmøder i pædagogisk arbejde”

   (i Mogens Sørensen ”Dansk, kultur og kommunikation”), s. 236

[2] (Bupl, 6, s. 22)

[3] Gunna F. Hansen, ”Kulturmøder i pædagogisk arbejde”

   (i Mogens Sørensen ”Dansk, kultur og kommunikation”), s. 237

[4] Gunna F. Hansen, ”Kulturmøder i pædagogisk arbejde”

   (i Mogens Sørensen ”Dansk, kultur og kommunikation”), s. 236