Aktivitet 2: "Fokuspunkter i kulturmødet"

Diskuter i gruppen, forholdet i at vi er tilbøjelige til at kategorisere børn, unge, voksne og brugere:

Følgende er et kort resume af vores gruppesnak:

At forholde os til vores medmennesker ved hjælp af kategorisering er et forsøg på at skabe overskuelighed. Ved at inddele vores medmennesker i idealtyper bliver verdenen lettere at overskue – dette medfører dog en risiko for, at vi danner os nogle stereotype billeder af hvordan ”de andre” er. Ved en kategorisering indskrænkes åbenheden for den kompleksitet der ligger i kulturelle udviklingsprocesser, nemlig, at vi danner os selv og vores i identitet og dermed kultur, i et samspil med vores omverden. Kulturdannelse er altså en samspilsproces der forsimples ved en rigid kategorisering af ”dem og os-stereotypier”. Dette med en konsekvens for de mennesker der i et på forhånd givet magt-hierarki er ”de andre”, ”Tilflytterne”, ”indvandrerne”. En manglende åbenhed og vilje til at se, hvad disse andre kan bidrage med til et kulturelt fællesskab er hæmmende og forhindrende for disse menneskers kulturelle udvikling og dermed hæmmende for en succesfuld integration – hvad enten det er i samfundet generelt eller for det enkelte barn med anden etnisk baggrund i en børnehave. Vejen til kulturel udvikling og vellykket integration må derved være givet ved, erkendelsen af det nødvendige i åben faglighed og viden.

1)  Hvilke problematikker ser I i, at sprogudvikling har været/er så højt prioriteret i forhold til mennesker med anden etnisk baggrund end dansk?

Ved en høj prioritering af et tema, vil der uundgåeligt rettes et kollektivt fokus på temaet, denne fokus og italesættelse kan udvikle sig til en problematisering, hvori der vil være en overhængende risiko for en negativisering af temaet- Særligt med hensyn til et tema som sprogudvikling og integration i og med, at der i sagens natur er en opdeling af ”dem og os” – der kan ikke tales om ”dem og os” sprogligt, uden at der tænkes ”dem og os” kulturelt. Dette medfører uvilkårligt at temaet udvides fra sprog til sprog med tilhørende kultur. Tosprogede opfattes oftest synonymt med ”anden etnisk herkomst”. I denne opfattelse ligger der implicit en formodning om ikke blot en sproglig barriere men særligt en kulturel barriere.Den høje prioritering af sprogudvikling hos to-sprogede kan være med til at fastholde, enddog forstærke, kulturkløften og dermed er intentionen om vellykket sprogudvikling – læs integration, faktisk sin egen største forhindring.

2) I teksten beskrives, at begrebet ”to-sproget” i praksis synes at ”betegne mellemøstlige og muslimske børn, helt uafhængigt af deres reelle sprogkompetencer”. Hvilken betydning kan det have? – hvilken betydning kan det have for barnets videre opvækst?

Det at blive opfattet og forstået som et kulturelt manifest primært ud fra egne sproglige kompetencer, kan være forhindrende for muligheden for udvikling af en integrerende kultur, altså det at barnet pga sin to-sprogethed bliver oplevet som en repræsentant for sin herkomst, vanskeliggør barnets mulighed for at udvikle en kultur i samspil med den omgivende kultur – kultur-udvikling og integration sker i et samspil med omgivelserne. Hvis den ene part i samspillet fastholder en oplevelse af og forventninger til den anden, kan der ingen kulturel udveksling ske.

3)    Hvilke årsager kan der være til at børn med anden etnisk baggrund bliver marginaliseret?

Fordi ”…kulturmøder simpelthen ofte er vanskelige. Det er nemlig helt naturligt, at mennesker, der tænker og handler anderledes, end man selv gør, kan opleves skræmmende, irriterende og vanskelige at have med at gøre.” (Hansen, Gunna Funder, s. 215). Dermed menes, at kulturmødet starter i mellemmenneskelige relationer, og det er menneskelige mekanismer der er i spil når andre mennesker skal optages i et fællesskab – er forventningerne baseret på erfaringer (egne eller overførte) der beskriver oplevelser om vanskelighed og uforståelighed, er det naturligt at reagere med et frastødende forsvarsværk: ”når jeg ikke forstår dig – kan jeg ikke optage dig i mit fællesskab og derfor bliver du udstødt”. Forståelsen og kendskabet til det enkelte barn og barnets kultur er hos flertallet af pædagoger (og formentligt øvrige danskere) beroende på overordnede kulturbegreber leveret af medierne, dvs at det er det ”traditionelle kultur-begreb” der er betydende for mødet og ikke ”det moderne kulturbegreb” der indebærer en mere differencieret og nuanceret tilgang til mennesker med andre kulturer. Her forudsættes det, at der er en konkret viden om det eksakte barn. Enkelt sagt, handler marginaliseringen om manglende indsigt, viden og forståelse af, at det handler om det enkelte barn med barnets specifikke baggrund, personlighed, kompetencer og ressourcer,  og ikke om børn generelt af en anden kultur.

4)    Hvordan kan det være, at ”Noget tyder på, at meget af det pædagogiske arbejde, der retter mod sådanne udsatte børn, modsat hensigten kommer til at forstærke splittelsen.” Har I egne oplevelser?

”…praksis fungerer marginaliserende på børnene i kraft af en pædagogisk diskurs, der kredser om, at børnene er struktur- og normløse og mangler evner til at indgå i et normalt institutionsliv..” (Hansen. G.F., s. 224) Det handler om pædagogernes forventninger (fordomme) til børnene – At blive oplevet som uligeværdig og anderledes, endda med negativ magtpositionering til fordel for den etablerede institutions kultur over børnenes egen kultur, er medvirkende til at børnene og deres familier bekræftes i ”dem og os”-strukturer og –opdelinger.

Egne oplevelser: vi har talt om, at man jo møder fordomme alle steder – vi har alle nogle forventninger til hinanden og de beror nogle gange på fordomme. Mia: Der var en pædagog der afkodede en ukrainsk piges lidt grove gang som værende et resultat af ukrainsk bondekultur. Pædagogen luftede altså en fordom om, at ”sådan er det forventeligt at være, når man er barn af en simpel bonde-kultur”…

5)Diskuter påstanden: ”Nogle forældre (af anden etnisk baggrund) har i forhold til forældresamarbejdet ikke de nødvendige kulturelle erfaringer til at indgå i institutionens liv”.

At indgå i institutionens liv handler meget om en indsigt i den kultur der er i institutionen, herunder alle de uskrevne regler og love: ”man må ikke spise morgenmad sammen med sit barn i børnehaven”, ”man skal selv omklæde barnet til indesko” osv… Her er der ikke kun sproglige barrierer, men i særdeleshed kulturelle besværligheder. Så hvor skal forældrene opsamle den viden der gør dem i stand til at afkode og indgå i institutionens kultur ? Det er en pædagogisk opgave at hjælpe forældrene til at kunne indgå i institutionens kultur. Pædagogerne må skabe et kulturelt åbent og udvekslende miljø og ikke være bærere af når ”det bedste” defineres som ”det mest danske”. (Hansen, G.F, s. 220).

6)  Kan ungdomsårene være særligt problemfyldte for unge med anden etnisk baggrund end dansk?

I og med, at det er i ungdomsårene, at der dannes en stabil identitet, er det som Gunna F. Hansen skriver det en særdeles turbulent tid for unge med anden etnisk baggrund. Faktorer som mistillid fra omgivelserne, krav og forventninger fra både forældre og omgivende samfund sammenholdt med muligvis begrænsede personlige forudsætninger for at kunne indfri egne ønsker ud i valg af uddannelse og livsretning, vil ofte medføre en modreaktion mod det etablerede. De unge oplever en anderledeshed, og vælger derfor at søge ind i fællesskaber der står i opposition til det danske samfund – Disse fællesskabers normer og værdier bygger ikke nødvendigvis på de unges familiers kultur, men er et modtræk hvor der etableres en kultur der bygger på inspiration fra amerikansk streetkultur  med et miljø fra gangstafilm, hiphop og rapmusik (Hansen, G.F.).  At vælge en kultur der bygger på sådanne værdier og med så synlige udtryk som denne kultur har, er et problematisk valg der kan have store konsekvenser for den unges senere fremtid i forhold til en sund identitetsudvikling og at kunne vælge en uddannelse, gennemføre den, få et arbejde og blive selvforsørgende.

7)  Kan der være særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til anbringelse af børn uden for hjemmet (børn med anden etnisk baggrund)?

Det kan være særligt svært at etablere et konstruktivt samarbejde med forældrene grundet forældrenes oplevelse af at være en minoritet der skal stå imod majoriteten (anbringelses-stedet): Forældrene kan opleve, at der i forhold til deres kultur ikke er en forståelse eller praksis for, hvordan den unge i praksis kan bevare et tilknytningsforhold. Mad, højtider, påklædning, sprog-bevaring og –stimulering og religiøs praksis er forhold, der kan være af stor betydning i anbringelses-situationer. Ligeledes er der forhold omkring samværet med familien der tages stilling til. Familierne har oftere en bredere familiekultur, hvor de forventer, at der kan være samvær med både søskende, bedsteforældre mv., i praksis er det ofte sådan, at samværet kun tildeles forældrene.

”En omfattende undersøgelse af socialarbejderes praksis i forbindelse med anbringelse af etniske minoritetsbørn viser med al tydelighed, at forældrenes kritikpunkter er relevante (Skytte 2002).” (Hansen, G.F., s. 229). De der arbejder med børnene, arbejder ofte ud fra en fordanskningsstrategi. Man formoder, at det at leve ”på dansk” er bedst, hvilket dog medfører stor sandsynlighed for, at barnet oplever brud på sin kontinuitets-oplevelse. Kontinuitetsrettigheden er en rettighed der er krav om fra dansk lovgivning og FN’s børnekonvention som skal tilgodeses i arbejdet med barnet, og derved sikre, at der tages de hensyn der er nødvendige i forhold til, at barnet vil opleve meningsfulde sammenhænge i sit liv.

Der er endvidere særlige forhold i forbindelse med anbringelse af unge minoritetspiger. Pigerne kan have brug for en anbringelse pga risiko for tvangsægteskaber eller andre kulturelt betingede undertrykkende forhold. Dette imødekommes af de danske myndigheder i et vist omfang, men medfører også en mulighed for minoritetspigerne for at opdigte undertrykkende forhold, der er i uoverensstemmelse med de faktiske forhold. Pigerne oplever deres hjemlige forhold som stærkt begrænsede og benytter muligheden for at opnå større frihed ved at påberåbe sig behov for beskyttelse mod sin familie. I praksis er det dog meget problematisk for pigerne at skifte miljø, og mange af dem får et chok over at møde den verden de bliver anbragt i. Det er et miljø med meget tid alene i forhold til pigens tidligere hjemme-normer og det er i et miljø med andre anbragte unge, der alle medbringer mindre hensigtsmæssige normer, værdier og adfærd hvilket medfører store konsekvenser for pigerne der ikke har et beredskab der gør dem i stand til at tage afstand fra kulturen – tværtimod tilegner de sig en uhensigtsmæssig kultur.